Flere insekter i landskabet - landbruget som en del af løsningen
Flere insekter i landskabet - landbruget som en del af løsningen - SEGES Projektsitet
Projektet skal samle viden om årsagerne til insekternes tilbagegang og finde løsninger til, hvordan landmanden kan hjælpe med at vende udviklingen under hensyntagen til både produktion, økonomi og natur.
Konkrete virkemidler demonstreres i praksis og testes økonomisk, så landmanden kender sine muligheder. Gennem faglig sparring og opsamling af nyeste viden fra ind- og udland kortlægges mulige årsager til insekternes tilbagegang. Dette skal danne fagligt grundlag for nogle helt praksisnære tiltag, som testes på to demonstrationsejendomme. Ejendommene bruges til formidling ved bedriftsbesøg i forbindelse med markvandringer og temadage. Små film om udførelsen af konkrete tiltag kan formidles via Facebooksiden ”SEGES i marken”.
Ovenstående suppleres af et konkret og handlingsorienteret katalog over mulige og effektfulde indsatser, som vil være tilgængelig for interesserede landmænd. Demonstrationsejendommene skal udover at eksemplificere god naturpraksis, også synliggøre, gennem en økonomisk konsekvensanalyse, at der potentielt kan være tid og penge at spare ved en målrettet indsats.
Viden bearbejdes og formidles yderligere via artikler i fagpressen, pressedage, faktaark og blogindlæg på Naturspottet.dk om forskellige niveauer af tiltag, der passer til bedriftstypen og landmandens ambitionsniveau. En fagligt funderet og praktisk formidling i kombination med økonomiske konsekvensanalyser vil motivere og inspirere flere landmænd til at iværksætte effektive naturindsatser.
Proaktiviteten skaber en positiv opmærksomhed, der kan fremtidssikre en fødevareproduktion i bæredygtigt samspil med naturen.
Her kan du læse 3x3 anbefalinger, som er udformet af SEGES’ fageksperter indenfor hhv natur, planteværn og økonomi, som guider dig til, hvordan du bedst tager hensyn til insektlivet på din bedrift.
I denne artikel giver vi nogle konkrete eksempler på arealer, hvor der kan være relevant at udtage et areal til naturformål, og hvilke økonomiske konsekvenser det kan have.